Home


1 /
Event

Byens Bro præmieres af Odense Kommune

03.06.2016

I går uddelte Odense Kommune for 50. gang titlen Præmiering af gode og smukke bygninger og anlæg. Præmieringen gik til GPA-projektet Byens Bro samt C.F. Møllers projekt Campus Kollegiet. Mange mennesker mødte op til prisoverrækkelsen, hvor Gottlieb Paludan Architects sammen med bygherren Odense Kommune fik overrakt prisen.

Formand for dommerkomiteen, Odenses by- og kulturrådmand Jane Jegind, knyttede følgende ord til præmieringen af Byens Bro:

"Byens Bro genindskriver den tætte relation mellem by og havn i byens plan – og mere end det. Byens Bro koreograferer bevægelsen over banelegemet og tilfører denne en ekstraordinær oplevelsesmæssig dimension, der bringer ’ukendte’ sider af byen frem som berigende, nye ansigter.

Byens Bro er et markant arkitektonisk værk og tillige en byport, der allerede står som et vartegn for en by i udvikling. Det store greb, den elegante, let svungne bevægelse over banelegemet og den markante blanke søjle af rustfrit stål med de tre monterede bærekabler er forløst i en arkitektonisk og konstruktiv bearbejdning, der får den komplekse konstruktion til at fremstå med en usædvanlig klarhed; som en afbalanceret helhed, hvor stort og småt bindes sammen til et hele på mange planer. Byens Bro vidner om et meget vellykket samarbejde mellem arkitekt og ingeniør.

Mod byen, hvor søjlen har sit fæste, favner og indrammer broens spændstige arme et byrum, der griber og leder fodgængere og cyklister på vej til havnen, uddannelsesinstitutionerne eller ind i byen, og hvori cykelparkeringen tilmed er overbevisende integreret. I skumringen får lyssætningen Byens Bro til at svæve vægtløst over banelegemet, mens den blanke stålsøjle spejler aftenhimlen og understreger den legende lethed, hvormed broen har gjort sin entré og byder alle velkommen. Med Byens Bro er byen på én gang blevet både større og mindre.

Byens Bro er et vidnesbyrd om en af arkitekturens fornemste opgaver – at bygge bro mellem mennesker."

Foruden Jane Jegind består dommerkomiteen af byrådsmedlem Anders W. Berthelsen, arkitekt Mette Tony, arkitekt Erik Brandt Dam, chef for Byudvikling i Odense Kommune Henrik Lumholdt samt chef for Drift og Anlæg i Odense Kommune Thomas Østergård Jørgensen.

Byens Bro, der blev indviet i 2015, har tidligere modtaget den Europæiske Stålpris, (European Convention for Constructional Steelwork) - en ærespris for kreativ og enestående brug af stål.