Home


1 /
Projekt

Carlsberg Station er åben

04.07.2016

I søndags åbnede Carlsberg Station, der erstatter den mindre Enghave Station og bliver et trafikalt knudepunkt for ydre Vesterbro samt den nye Carlsberg by. Stationen er placeret på det sted, hvor Carlsberg-bryggeriet fra 1937 til 1985 havde sin egen godsstation, 'Station Hof', og det forventes, at den nye station vil blive den femte mest besøgte i hovedstaden med 24.000 daglige brugere, når den nye bydel står færdig. 

Stationen blev indviet med et særtog og Transportminister Hans Christian Schmidt så til, da DSB-direktør Flemming Jensen førte saksen, og det røde silkebånd blev klippet over.

Carlsberg Station er en del af udviklingen af hele Carlsberg Byen og stationen skal sikre en god og bæredygtig infrastruktur i den nye bydel. Området omkring stationen rummer blandt andet også det 100 meter høje boligtårn, Bohrs Tårn, Professionshøjskolen UCC's nye uddannelsescampus samt detailhandel.

Pladsen over den nye station afsluttes af to store plateauer, der krager ud over skinner og perron. Plateauerne giver plads til cykelparkering, mens trapper og elevatorer fra plateauerne giver adgang til perronen. Der er foruden de tre nedgange fra stationens forplads, også adgang til den nye station via Vesterfælledvej ved Sønder Boulevard. 

Gottlieb Paludan Architects har været ansvarlige for designet af station og forplads, der er skabt i samarbejde med SWECO, Atkins og Aarsleff Rail. 

Bygherre på projektet er Carlsberg Byen P/S. DSB er sammen med Banedanmark ansvarlige for den daglige drift af stationen.