Home


Projekt

GPA vinder fireårig rammeaftale med DSB

02.03.2015

DSB har netop afsluttet udbuddet af en fire-årig rammeaftale for arkitektrådgivning og tilbudsevalueringen har resulteret i, at Gottlieb Paludan Architects tildeles en af tre rammeaftaler. Gottlieb Paludan Architects (GPA) er samtidig valgt som foretrukken leverandør på opgaver op til kr. 250.000,- som bliver tildelt direkte. For opgaver over kr. 250.000 inviteres GPA til at deltage i miniudbud sammen med rammeaftalens to andre rådgivere.

Rammeaftalen med DSB løber i fire år med option på 2 x 12 måneders forlængelse og omfatter opgaver indenfor planlægning, nybygning, renovering og ombygning på en lang række af DSB anlæg og bygninger. Øvrige rammeaftaleleverandører bliver PLH Arkitekter A/S og C.F. Møller Danmark A/S.

GPA har med aftalen cementeret sin position som landets førende arkitektrådgiver inden for offentlig tranport og Kristian Hagemann, adm. direktør og partner kommenterer tildelingen således: "Vi er utroligt glade og stolte over at kunne fortsætte og styrke det gode samarbejde med DSB. Vi har gennem mange årtiers arbejde med arkitektoniske løsninger til bl.a. DSB og Banedanmark opbygget stor ekspertise og dyb forståelse for, hvad der skal til for at skabe gode løsninger til velfærdssamfundets transportsystemer. Resultatet af denne udbudsrunde giver os mulighed for yderligere at udvikle og styrke disse kompetencer. "

Gottlieb Paludan Architects' aktuelle opgaver på området omfatter blandt andet den nye Nørreport Station, den nye Carlsberg Station, omdannelsen af Nordhavn station, en ny station i Langeskov på Fyn, Letbanen omkring København, nye banestrækninger over Fyn og til Ålborg Lufthavn samt stationer i Norge og Japan.