Home


1 /
Projekt

International pris til Nørreport Station

01.11.2016

Gottlieb Paludan Architects har endnu engang høstet international anerkendelse for sit arkitektarbejde. Denne gang modtager virksomheden den prestigefyldte ’World Architecture News Awards’ (WAN Awards) for sit arbejde med Nørreport Station i København.

To vindere blandt 24 transportprojekter
Den internationale pris uddeles inden for i alt 22 forskellige kategorier, der spænder bredt fra bl.a. boliger og facader til byrum og sportsarkitektur. Nørreport Station løb af med sejren i kategorien ’Transport’, hvor førstepladsen deles med Taumanu Reserve Bridge i Auckland, New Zealand, der er tegnet af den New Zealandske tegnestue Isthmus Group.

Vinderne er udpeget af en international fag-jury med repræsentanter fra bl.a. WestonWilliamson+Partners, Volterra Parners og DISSING+WEITLING, der i processen har skåret i alt 24 transportprojekter ned til de to vinderprojekter fra Danmark og New Zealand.
 
Nørreport Station er udarbejdet i samarbejde med COBE Architects, Bartenbach og Sweco. Udformningen af den nye station bygger på en ambition om at skabe sammenhæng og direkte fodgængerkontakt mellem stationsforpladsen og middelalderbyen. Det komplekse sted er med enkle greb blevet et rum i byen, hvor balancen mellem fodgængere, cyklister, cykler, busser, biler, boder og teknik er langt mere overskuelig, attraktiv og lettere tilgængelig end før ombygningen.
 
Ifølge jurymedlem Chris Williamson, co-founder af WestonWilliamson+Partners, tildeles transport-prisen Gottlieb Paludan Architects og COBE Architects, da de med Nørreport Station har formået ”at skabe en simpel og elegant løsning på en ellers kompliceret udfordring”.
 
International anerkendelse
WAN Award er den anden internationale pris Gottlieb Paludan Architects modtager inden for kort tid. I midten af oktober blev BIO4 - Københavns kommende, biomassefyrede kraftværk på Amager præmieret med den internationale LEAF Award.
  
Læs mere om WAN-Awards og vinderprojekterne her.