Home


1 /
Projekt

Nørreport Station nomineret til Den Danske Lyspris

24.11.2016

Det integrerede belysningsprojekt på Danmarks travleste station er et af fire projekter, der er med i opløbet om lysprisen, der uddeles 26. januar 2017.

Visionen for redesignet af Nørreport Station har været at forvandle det kaotiske trafikknudepunkt til et trygt og overskueligt byrum for de 250.000 daglige brugere. Stationspladsens bygninger og mange cykelparkeringsområder er formet af menneskers færden gennem byrummet, og de afrundede former er med til at sikre et effektivt flow mellem de omkringliggende gader og stationens funktioner.

Lyset spiller en central rolle i formgivningen af byrummet, og de forskellige lysinstallationer markerer stationens funktioner. I takt med at mørket falder på, forvandles byrummet til en visuel attraktion, hvor lysene gradvist tændes, og en rolig atmosfære lægger sig over pladsen. Belysningsstyrken i de store lyssøjler, der kontrollerer luftskiftet på perronerne, aftager i lysstyrke op mod nattehimlen. Solcellelamper på toppen af cykelparkeringsstativerne lægger sig som et stilfærdigt stjernetæppe over de mange parkerede cykler. Det kraftige lys på undersiden af de flade tage tiltrækker opmærksomhed og markerer stationens centrale funktioner, såsom billetsalg, toiletter, butik og nedgang til perron. Projektet er et samarbejde mellem GPA, COBE, Sweco og Bartenbach, der er lysdesignere på projektet.

Formålet med Den Danske Lyspris er at sætte fokus på godt lys for mennesker. I bedømmelsen af de enkelte projekter indgår bl.a. anlæggets tekniske kvalitet, funktionalitet, visuelle og æstetiske aspekter og energiforbrug. Der lægges desuden vægt på nytænkning og kreativitet.

De øvrige nominerede er Roskilde Rockmuseum Ragnarock, Slagelse Psykiatrisygehus og den nye cykel- og fodgængertunnel ved Nordhavn Station.

Prisen overrækkes ved en festlig sammenkomst den 26. januar 2017.