Home


Projekt

Nu kører Fredericias bybusser på gas

15.10.2013

Med indvielsen af en ny gastankstation bliver Fredericia Danmarks første kommune med gasdrevne bybusser. Gastankstationen, som er designet af Gottlieb Paludan Architects for Naturgas Fyn, er den første kommercielle i Region Syddanmark og er også åben for personbiler. Tankstationen skal i første omgang servicere Fredericias 9 gasbusser og fra årsskiftet også byens renovationskøretøjer.

Gas kan allerede nu gøre transportsektoren grønnere, og der forventes for alvor at komme skub i den grønne omstilling, når den CO2-neutrale biogas bliver indfaset via det landsdækkende naturgasnet. Den nye og kommercielle gastankstation skal i første omgang servicere Fredericias bybusser med naturgas, der er lidt grønnere end diesel og benzin. Og snart er den CO2-neutrale biogas klar til at blive indfaset i transportsektoren via det landsdækkende naturgasnet. Naturgas Fyn er allerede involveret i en række biogasprojekter, mens Fredericia Kommune er involveret i et innovationsprojekt, hvor man omdanner husholdningsaffald til biogas, der på sigt skal være drivmiddel i busser, biler og lastbiler.