Home


1 /
Energi & Forsyning

Avedøreværket, Blok 2

Avedøreværket er et kraftvarmeværk med to blokke, som producerer elektricitet og fjernvarme til de storkøbenhavnske varmeforbrugere.

Blok 2 er et multibrændselsanlæg, som primært fyres med biomasse. Procesanlægget i Blok 2 består af flere dele, som i kombination giver en rekordhøj udnyttelse af brændslerne. Ved at fremstille både el og varme samtidigt udnytter anlægget op til 94% af energien. Dertil kommer at Blok 2’s elproduktionsevne ligger på ca. 49 %, hvilket gør blokken til en af verdens mest effektive. Blok 1 fyres indtil videre primært med kul, men der er udarbejdet planer for konvertering til biomasse. Hele procesanlægget er overdækket med en teltlignende overbygning.

Blokbygningerne og de tilhørende røgrensningsanlæg er placeret i forlængelse af hinanden således at facader og tage flugter. Selvom der er tale om uafhængige bygninger, udgør de ét sammenhængende bygværk, næsten et menneskeskabt bjerg, i et prismatisk formsprog, der er tilpasset det flade landskab. Blokbygningerne har ingen lodrette facader eller flade tage. Facaderne hælder indad og tagene skråner i samme vinkel. Alle overflader er beklædt med sølvgrå aluminiumprofiler, som spiller i mange nuancer når dagslyset skifter. Bygningerne bæres af en stålkonstruktion med et modul på 9,6 meter, som markerer sig med vertikale recesser i facaden. En undtagelse fra dette er basen under Blok 1, som indtil fem meters højde udgøres af beton, der rager frem foran metalfacaden. Det giver indtryk af at blokbygningen hviler på en bastion. Avedøreværket omfatter desuden en pumpebygning til fjernvarme, en højspændingsbygning, to 150 meter høje betonskorstene og en række faciliteter til lagring og transport af brændsel og affaldsprodukter.

Projektets lokation