Home


1 /
Arkitektur & Design

Servicecenter Øst, Københavns Lufthavn, Kastrup

Gottlieb Paludan Architects står bag udformningen af Servicecenter Øst beliggende ved Øresundsmotorvejen i forlængelse af Københavns Lufthavn, Kastrup.

Servicecentret indeholder tankstation, burgerrestaurant og supermarked som primært benyttes af motorvejspassanter, ankommende passagerer og lufthavnsansatte.

Bygningen er udformet som en cylindrisk bygning i én etage, med en diameter på 53 m. Bygningen er omgivet af ligeledes cirkulære fortov og køreveje samt radialt udlagte parkeringspladser. Trafikken omkring bygningen er ensrettet mod uret og trafikanterne ankommer til lejemålene successivt i bevægelsen omkring bygningen.

Den runde form blev svaret på trafikale og arealmæssige udfordringer, idet cirklen viste sig i dette tilfælde at være den mest rationelle løsning på trafikflowets afvikling på en meget lille byggegrund.

Bygningens funktioner som udgøres af et Netto supermarked, en Statoil benzinstation og en McDonalds-restaurant med tilhørende McDrive, er afhængige af et jævnt flow af kørende trafik med tilhørende parkeringsmuligheder: Bygningen er designet med hensyntagen til de kommercielle funktioner den indeholder og den voldsomme slitage den udsættes for. De store glas- og stålfacader udstiller de interne aktiviteter og ’lokker’ kunderne til, mens skiltning og belysning er designet således at de forskellige firmaers brands får lov at dominere billedet, men er underlagt en fælles geometri.

 

I den østlige del af bygningen ligger en vare- og teknikgård som indeholder køle- og ventilationsaggregater og forvalter afhentning af renovation samt indlevering af varer.

Projektets lokation