Home


1 /
Energi & Forsyning

Klima- og Miljøcenter

Gottlieb Paludan Architects står for udformningen af et nyt Klima- og Miljøcenter for Hillerød Forsyning. Projektet er en del af helhedsplanen for Solrødgårdområdet, som er et skoleeksempel på, hvordan mange af samfundets grundlæggende funktioner kan synliggøres, også uden at det skæmmer landskabet og miljøet betydeligt.

Målsætningen for det nye byggeri er at samle alle Hillerød forsyningens funktioner og aktiviteter på ét sted. Derved opnås fleksibilitet i forhold til eventuelle fremtidige, organisatoriske ændringer. Arkitektonisk lægges der vægt på bygningens sammenspil mellem landskabet og facadernes udtryk, som understreger idéen om bygningen som et skulpturelt element i parken snarere end et teknisk bygningsanlæg.

Projektets hovedidé er en opdeling af funktioner i tre ligeværdige volumener, der skyder sig ind i hinanden i en dynamisk komposition. De tre volumenener rummer bygningens hovedelementer: en administrationsbygning, der er ’stablet’ på de to øvrige bygninger, der rummer garage – og værkstedsfunktioner. ’Stablingen’ af de tre bygningsmasser skaber et mellemrum, som afgrænses af glasfacader og udgør husets transparente hjerte. Via dette rum ankommer alle ansatte og besøgende til bygningen.

Byggeriet projekteres med en tydelig bæredygtig profil, hvor særlig vægt lægges på:

- Bygningsklasse 2020: Hovedvægten lægges på passive virkemidler som dagslysoptimering og hybrid ventilation, der suppleres med elementer som solceller, grønne tage og genanvendelse af regnvand.
- Exit-strategi: Byggeriet projekteres til demontage i genanvendelige fraktioner efter endt brug, hvilket medfører prioritering af 'rå' materialer og et minimum af overfladebehandlinger, fugning m.v.
- Social bæredygtighed: Integration mellem funktioner, faggrupper og interne/eksterne brugere har høj prioritet i disponeringen af byggeriet.

Klima- og Miljøcenter udformes i samarbejde med Sloth Møller Rådgivende Ingeniører A/S og Krüger A/S. Byggeriet forventes at stå færdigt i 2018.

Projektets lokation